Vi har GO10 i fem lektioner om ugen, og vi kommer til at lægge stor vægt på teamarbejde, ledelse og projektstyring. Vi ønsker, at GO10 skal være et rum, hvor lige netop dine unikke kompetencer kan komme i spil, og hvor du kan få lov til helt konkret at gøre en forskel. Du er meget velkommen på holdet. Vi glæder os til at se dig!
PROJEKTER
Et af projekterne er lejrskolen Lærkereden, som ligger i nærheden af Grenaa. De kunne vildt godt tænke sig input fra teenagere til, hvordan stedet skal være, så det skal vi hjælpe dem med. Derfor skal vi præsentere vores idéer til, hvordan de får opdateret stedet og hjælpe dem med at føre det ud i livet. Desuden skal vi designe og producere kunst, som skal hænges op på væggene på lejrskolen. Fordi vi skal arbejde så tæt sammen med stedet, kommer vi også til at tage derud på en lille udflugt med en overnatning, så vi kan få en bedre fornemmelse for, hvad de mangler.
Dette er en helt ny vinkel på GO10, så derfor er vi stadig i gang med at lave konkrete aftaler med samarbejdspartnere.
UDLANDSTUR
I september tager GO10 på udlandstur sammen. Vi tjekker ind på et hotel i det centrale Krakow, og bruger det første døgns tid på at opleve byen, smage maden, indånde stemningen. Forhåbentlig tager vi os også en gang folkedans med de lokale. Herefter skal vi besøge de legendariske underjordiske saltminer, hvor minearbejderne gennem århundrede har forvandlet de lange gange til mere end 2000 huler med bl.a. pools, kunst og endda en kirke! Derefter skyller vi støvet af i et badeland, som ligger i byen. Dagen efter tager vi en tur til de smukke Tatra Bjerge, hvor vi skal ud at opleve naturen, vandre i de skønne bjerge og tage vanvittige billeder. Derudover skal vi spise en masse god mad, hygge med hinanden, grine højt og i det hele taget bare nyde livet. På hjemvejen tager vi en dag i Energylandia – en af Europas største forlystelsesparker.
BESØGSVENNER
I GO10 har vi desuden et samarbejde med en række ældre borgere i Fjellerup og omegn, som elever på GO10 tager ud og besøger ca. en gang om måneden. De er meget forskelligt, hvad besøgene går med, men i de fleste tilfælde er det en god blanding af hygge og praktisk hjælp til rengøring, indkøb og lignende. Mange af borgerne har været med i mange år og ser frem til besøgene i lang tid, hvilket vi er rigtig stolte af.