Skitur til Hafjell! Wuuuuuiiiiisssshh

Sneen knirker under skiene, og kulden bider i næseborene. Vi er på skitur på Hafjell!

Sneen knirker under skiene, og kulden bider i næseborene. Ind i mellem trænger solen igennem disen og får pisterne til at skinne.

Efter en dag med tegnefilm, afbrudt søvn og fællessang i bussen, nåede DE endelig Hafjell. Skiene blev udleveret, og efter helbredelsen fra frikadeller og en god nats søvn var eleverne klar til at kaste sig over pisterne mandag morgen.

Opdelt i begynder-, mellem- og øvede hold får eleverne undervisning indtil middag. Klokken tolv rammer nemlig endnu et højdepunkt på dagen i madpakkehuset, hvor alle mødes og deler opture og (bogstaveligt talt) nedture fra bjergene. Farten er i høj kurs hos eleverne, og Karoline Hebsgaard indrammer flere af elevernes udtalelser, når hun kort og præcist siger, at ”det går hurtigt, og det er sjovt.” Monica trækker den endnu længere og mener, at det bedste ved at stå på ski er ”følelsen af, at man er ved at styrte. Den er god. Så er der fart på i hvert fald.” Emil Ruby er enig og siger, at han elsker at ”hjerne ned og så styrte. Så længe man bare ikke laver en Thomsen.”

For på trods af lærernes vejledende råd omkring sikkerhed, væltede den kære Magnus Thomsen tirsdag eftermiddag. Ikke fordi han ”hjernede afsted,” men fordi den smukke udsigt stjal opmærksomheden i et ellers roligt øjeblik. Den seje gut kørte hjem til hytten med et brækket krageben, før han opdagede, at det gjorde ondt nok til at få hidkaldt en lærer. What a man! Omsluttet af forbøn håber vi på hurtig helbredelse for ham. Der er dog ikke noget at sige til, at de smukke opgivelser kunne lokke øjnene fra pisten, for omgivet af snedækkede bjerge og dalende sne, er det svært ikke at blive betaget. Lucas EC mener også, at det bedste er ”naturen og oplevelsen af at være i flow.”

I madpakkehuset sidder eleverne tilfredse med deres tiltrængte energitilskud. Jacob Plagborg fortæller om indholdet i sin madpakke: ”Jeg har to leverpostejsmadder med, faktisk. De er rigtig gode. Og så havde jeg en nutellamad med. Den var rigtig, rigtig god. Og så havde jeg to chokoladekiks med. Og en Corny. Så det er fantastisk.” Laura spiser en gulerod, Bjørg varmer en toast på grillen, og Gustav er også positiv omkring sin madpakke, selvom ”den bliver lidt smadret, når man styrter.”

Efter frokosten kører eleverne ud i mindre grupper på de pister, som lærerne har vurderet dem klar til. Christian Mathiasen synes ”det er godt. Jeg nyder det. Det bedste er at stå på pisterne med mine venner.” Ydema kører en tur i funparken, og Johnny står selvtilfreds i bunden af en bakke, kigger op og tænker ”Jeg klarede det. Jeg har fuldført det.”

Selvom Anna Vallentin mener, at ”man har det så sjovt, at man slet ikke tænker på mad – som man ellers er så glad for,” skal eleverne alligevel hjem til aftensmadstid og varme den medbragte kærlighed fra skolens køkken i form af lasagne, kylling i karry eller paprikagryde.

Som et af de sidste programpunkter på dagen mødes vi alle i fællesrummet og nyder lærernes traditionsfulde kaossang: ”Hvis ikke jeg var på DE…”, elevrådets kåring af dagens dummetrøjer, skoleordssangen med skitursvers, en billedvideo fra dagen og en andagt.

Pludselig er dagen gået, pludselig er ugen gået, og vi er på vej hjem igen. Nogle af eleverne blev bedt om at sætte et overordnet ord på turen, og Johnny vælger: ”Legendarisk.” Plagborg er ærgerlig over, at hans ord blev taget, men får hjælp til at vælge ordet ”Uundgåelig.” Da betydningen af ordet går op for ham, ændrer han det til ”Frihed. Fordi du føler dig fri, når du står på løjpen. Du føler dig bare som en fugl.”

Der bliver spist pandekager med softice, scrable eggs, bacon, rundstykker og svenske kjøttboller til brunch på færgen. Farvelkrammere og trætte smil flyver rundt i luften, da busserne splitter op i Frederikshavn og kører hver sin vej ud i Danmark med glade og søvnige elever på vej hjem til en velfortjent vinterferie.

Vi takker og bukker, jubler og sover snart.

Del denne side